Et ark papir før mikrofonen
Når jeg på kurset taler om det forklarende interview, starter jeg ikke med spørgsmålene, men med arket. Hver kursist får et enkelt A4-ark, hvor de skal skrive, hvad lytteren skal kunne efter samtalen, som hun ikke kunne før. Det lyder banalt, men det er det redskab, der oftest redder en samtale, der ellers ville forsvinde i fagudtryk og sidespor.
Arket har tre felter: lytterens udgangspunkt, det ene, vigtigste at forstå, og de to begreber, som sandsynligvis skal oversættes undervejs. Når kursisten har udfyldt det, bliver det tydeligt, hvor meget stof der faktisk er plads til i en samtale på tyve minutter. Mange opdager, at deres researchnotat rummer tre emner, hvor samtalen kun kan bære ét.
Arket følger med ind i studiet. Det ligger ved siden af spørgsmålslisten og bruges som et kompas, når samtalen driver. Det er ikke et manuskript, men en påmindelse om, hvem vi egentlig taler til.
Spørgsmålstrappen
Den metode, vi bruger mest, kalder vi spørgsmålstrappen. Den består af tre trin: først et åbent spørgsmål, der lader gæsten sætte rammen, derefter et uddybende, som beder om en konkret situation, og til sidst et oversættende, som beder om forklaringen i hverdagssprog. Kursisterne tegner trappen op for hvert hovedpunkt i samtalen.
Pointen er, at det oversættende spørgsmål aldrig står alene. Hvis du går direkte til 'kan du forklare det helt enkelt?', får du ofte en høflig, men tynd forenkling. Når gæsten først har beskrevet en konkret situation, er det langt lettere at sige: 'Hvis jeg skulle fortælle det til min nabo, hvad var så det vigtigste?'
I øvelserne arbejder vi med politisk neutrale emner, for eksempel hvordan en kommunal sagsgang er bygget op, eller hvorfor en forening skal føre regnskab på en bestemt måde. Emnerne er valgt, fordi de er komplicerede nok til at kræve forklaring, men ikke vækker følelser, der flytter fokus fra metoden.
Ordlisten, der aldrig bliver læst op
Det andet redskab er en lille ordliste, som kursisten laver sammen med gæsten under forberedelsen. Den indeholder de fagudtryk, som vil dukke op i samtalen, og gæstens egen forklaring på hvert af dem i en enkelt sætning. Listen læses aldrig op i udsendelsen, men den gør intervieweren i stand til at genkende det øjeblik, hvor et ord glider forbi uden at blive forstået.
Vi øver også en bestemt teknik, når et fagord alligevel dukker op: intervieweren stopper ikke gæsten, men tager ordet med i næste spørgsmål og lader gæsten forklare det som en del af svaret. Det virker mindre belærende end et direkte 'hvad betyder det?', og lytteren får forklaringen uden at føle, at samtalen afbrydes.
Kursisterne bliver overraskede over, hvor få ord der egentlig skal oversættes. Typisk er det fire til seks udtryk i en samtale. Resten kan klares med almindeligt sprog, hvis spørgsmålene er stillet med omtanke.
Lytteren i rummet: testen med en udenforstående
Et af de mest brugte materialer på kurset er en testlytter. Det er en medkursist, som ikke kender emnet, og som får lov til at høre optagelsen af en øvelsessamtale uden baggrundsviden. Bagefter skriver hun med egne ord, hvad hun har forstået, og hvor hun mistede tråden.
Det er sjældent behageligt at læse, men det er det mest præcise svar, en interviewer kan få. Mange af os, der har arbejdet med emner i årevis, mister evnen til at høre, hvad der er svært. Testlytterens notat peger på de steder, hvor et spørgsmål var for langt, hvor en forklaring sprang et led over, eller hvor en vending krævede forkundskaber.
Vi gennemgår notaterne i fællesskab og markerer de tre vigtigste steder i optagelsen. Derefter optager kursisten de samme passager igen med omformulerede spørgsmål. Forskellen kan høres, og det er ofte her, metoden for alvor sætter sig fast.
Lydoptagelser og gennemlytning
Alle øvelsessamtaler bliver optaget, og optagelsen er det tredje redskab. Vi lytter ikke efter, om samtalen lød godt, men efter bestemte ting: hvor lang tid der går, før gæsten får ordet, hvor ofte intervieweren afbryder, og om et spørgsmål indeholder to spørgsmål på én gang. Det sidste er den mest almindelige fejl, og den er svær at høre, mens man selv sidder i samtalen.
Vi bruger en simpel tjekliste ved gennemlytningen, som kursisten udfylder alene, inden vi taler om den i gruppen. På den måde lærer man at lytte til sig selv med en vis afstand. Det kræver lidt mod de første gange, men de fleste vænner sig hurtigt til det.
Optagelserne bliver kun brugt i undervisningen og slettes efter forløbet. Det er en fast aftale, som gør det trygt at øve sig og begå fejl, og det er en forudsætning for, at nogen overhovedet tør prøve de svære spørgsmål.
Hvornår redskaberne bliver til vane
Ingen af redskaberne er avancerede. Arket, trappen, ordlisten, testlytteren og optagelsen kan alle bruges af en forening, der laver et lille podcastprojekt, eller af en kommunikationsmedarbejder, der skal interviewe en kollega til et internt formål. Det er netop meningen, at de skal kunne tages med hjem.
Efter nogle uger begynder kursisterne at bruge dem uden at tænke over det. De skriver lytterens udgangspunkt øverst på spørgsmålslisten, helt af sig selv, og de opdager, at de genkender dobbeltspørgsmål, før de er sagt højt. Det er den forandring, vi arbejder hen imod: ikke en stor teknik, men en række små vaner, der gør samtalen mere forståelig.
Det er også her, jeg selv har lært mest som underviser. De enkle redskaber virker, fordi de tvinger os til at tænke på den, der lytter, og ikke på den, der taler.
Det forklarende interview bliver ikke bedre af flere spørgsmål, men af bedre forberedelse og ærlig tilbagemelding. Et ark med lytterens udgangspunkt, en spørgsmålstrappe, en kort ordliste, en testlytter og en gennemlytning er nok til at gøre en samtale forståelig for en, der ikke kender emnet. Redskaberne er små, men de flytter fokus derhen, hvor det hører hjemme: til den, der sidder og lytter.